Target og Copenhell indleder samarbejde

Target og Copenhell indleder samarbejde

(27th May-2010) - Når Danmarks sejeste metal-festival Copenhell løber af stablen fredag d. 11. og lørdag d. 12. juni vil Target være festivalens officielle merchandise-samarbejdspartner. Fra en stor Targetshop stand på festivalpladsen vil der blive solgt alt, hvad et sandt rock- og metalhjerte begærer indenfor CD’er, LP’er, DVD’er og tøj. Udover Target Distributions eget sortiment, er der indgået aftaler med EMI, Playground, Sony/BMG, Universal, MBO, VME & Warner Music. Endvidere vil officiel merchandise fra de optrædende bands blive solgt eksklusivt fra Targetshop standen.

I skrivende stund arbejdes der på at line en masse spændende aktivitet op i Targetshop standen, så publikum f.eks. kan komme til at møde flere de optrædende bands på nært hold og få autografer. Hold øje med Copenhells officielle web-kanaler www.copenhell.dk og www.facebook.com/copenhell for detaljer om disse aktiviteter.

”Vi så Target som den oplagte partner på merchandise og musiksalg området, da de i forvejen har det sortiment der skal til på en festival som Copenhell, og da de - ligesom vi - brænder for at udbrede såvel dansk som international metal herhjemme. Der er brug for ildsjæle når et arrangement som Copenhell skal stables på benene, og der er vi helt trygge ved at Target kommer til at kæmpe for at give publikum en god oplevelse også ved merch-boden," udtaler Copenhell's talsmand Anders Wahrén.

”Vi ser det som en stor mulighed og udfordring for Targetshop at skulle være eksklusivt udsalgssted for musik på en så tjekket festival som Copenhell. Det rykker unægteligt vores butik op i en større liga. Samtidigt er det et klart budskab fra både os og vores samarbejdspartnere om, at tiderne og mekanismerne skifter i den danske musikbranche,” udtaler Target Distribution ApS administrerende Michael H. Andersen.

www.copenhell.dk
www.targetshop.dk
www.targetdistribution.dk
Ny THE FLOOR IS MADE OF LAVA single på vinyl og digitalt

Ny THE FLOOR IS MADE OF LAVA single på vinyl og digitalt

(22nd May-2010) - THE FLOOR IS MADE OF LAVA står på tærsklen til at slippe den anden single fra succesalbummet ”Howl At The Moon”, der strøg direkte ind på den danske albumhitliste som højest placerede nyhed. Det bliver nummeret ”Leave Me Now (Leave Me Tomorrow)”, der skal følge i hælene på hitsinglen ”All Outta Love”.











”Leave Me Now (Leave Me Tomorrow)” udkommer både digitalt og som vinylsingle i et strengt begrænset oplag. Begge formater vil inkludere det eksklusive nummer ”Boys Love Girls Love Boys…”, der blev indspillet samtidig med resten af numrene fra ”Howl At The Moon”. Derudover vil den digitale version af singlen inkludere en ’ind-til-benet’ semi-akustisk version af ”All Outta Love” samt en tidlig demooptagelse af ”Leave Me Now…”. Begge formater udkommer tirsdag d. 25. maj.

"”Leave Me Now…” handler om noget så banalt som kærlighed, et forhold på godt og ondt - og i sidste ende, hvordan man kan elske hinanden så meget, at man aldrig kan opgive, det man har sammen, uanset hvor meget man skal kæmpe for det,” forklarer THE FLOOR IS MADE OF LAVA’s forsanger Tobias Kippenberger. ”Det kan virke blåøjet at tænke på et forhold så romantisk, men personligt bliver jeg nødt til at tro på en sand kærlighed et eller andet sted, ellers kunne jeg ligeså godt flytte ud på en gård og isolere mig fra verden med det samme. Så længe man har hjertet med sig, må man sgu godt tro på noget, selv om det virker håbløst."

Videoen til ”Leave Me Now (Leave Me Tomorrow)” er instrueret af Casper Balslev, der tidligere har leveret imponerende videoer for bl.a. Ladyhawke, The Presets og danske Dúné. Tobias Kippenberger knytter denne kommentar til samarbejdet: "Vi har længe ønsket at arbejde sammen med Casper, og fik ham endelig overtalt, da vi fortalte om den grundlæggende idé til videoen - fire "independent women" på scenen i stedet for os selv. På to uger satte vi hele produktionen op og videreudviklede konceptet sammen, så der ligger utroligt meget hjerteblod i resultatet, fra både Casper, bandet og en helvedes masse mennesker, som har hjulpet med at gøre det hele muligt. Den energi og nerve, der opstod ved at kaste os hovedkulds ud i at nå en umulig deadline, tror jeg i øvrigt skinner igennem, lidt på samme måde som det der kan opstå til en live koncert. Rent kunstnerisk har vi været skræmmende enige om udtrykket og fuldstændigt på bølgelængde.”

I forlængelse af singleudgivelsen gør THE FLOOR IS MADE OF LAVA klar til flg. bekræftede sommerfestivaler:

Skive Festival (4/6)
Start! Festival (10/6)
Køge Beach Party (17-19/6)
Odense Open Air (26/6)
Nibe Festival (2/7)
Roskilde Festival (1-4/7)
Skanderborg Festival (5/8)

www.thelava.dk
www.youtube.com/thelava
www.targetrecords.dk
www.targetdistribution.dk/thelava